Paolo Nutini er på en måde helt uden for enhver trend, og måske netop derfor så trendy. Og hypen holdt 100% på hans overraskende varierede og overbevisende performance på Lollapalooza søndag, der nok blev festivalens mest helstøbte koncert – et af de magiske øjeblikke, levende musik kan byde på, når det er bedst.
Nutini er på mange måder et throwback til den enkle, britiske poprock fra slutningen af 60’erne, samtidig med at han er helt nutidig. Den skæve stemme minder påfaldende om Ronnie Lane fra Small Faces, tilført en anelse Rod Stewart-croon. Med andre ord, der ligger et lag sandpapir og skiller Nutini ud fra nutidige popcroonere. Jeg har set Nutini sammenlignet med James Blunt, men for mig virker det som at sammenligne Bruce Springsteen med Michael Falch. Der er helt andre vitaminer i Nutinis stemme og frasering.
Og han kan sin rockhistorie, trods hans kun 20 år. Hans inspiration rækker angiveligt fra Beatles, over David Bowie og Van Morrison til Fleetwood Mac. Men på Lollapalooza rakte han endnu længere tilbage. Både Nutini og bandet skabte således brede smil hos publikum, da de rullede uimodståeligt i et skifflenummer på bedste Lonnie Donegan-vis, og da Nutini brillerede med scat singing a la Cab Calloway.
Men det meste af koncertens materiale stammede naturligvis fra Nutinis hidtil eneste albumudgivelse, sidste års ”These Streets”. Albummet er generelt mere neddæmpet end Nutinis og bandets sceneoptræden, og der blev da også plads til en række fintfølte ballader, der ramte rent ind hos de unge amerikanske fans. Men koncerten fik aldrig lov til at stå stille. Hver gang man troede, at nu er vi ved at komme for meget ned i gear, så fyrede en veloplagt og skævt grinende Nutini op under festen med gedigent swingende rock.
Uanset tempo og stil, så var der underspillet autoritet i Nutinis sammenkrøllede appearance på scenen. Selv med bøjet hoved og lukkede øjne havde han fuld kontakt med publikum.
Der må være store ting i vente fra den stemme. Og Paolo Nutini må være pligtøvelse for Roskildes bookere næste år. Det var oplevelser som Nutini, der kunne have løftet Roskilde op fra det mudder, årets festival var havnet i, allerede inden regnen faldt.
http://gaffa.dk/anmeldelse/26961