 |
|
|
 |
|
|
|
 |
 Fraser told Kimpy and I that Paolo and Dave were horsing around and Dave stepped on his foot. I think it may have something to do with the little dance they do with 'Pencil Full of Lead'.
Duffy
Falconer Salen, København
Fredag d. 12-06-2009
Anmeldt af Ivan Rod
Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk
| GAFFAs anmeldelse: |
|
5 stjerner |
Vokal magtdemonstration
Det var en udsolgt Falconersal, der tog imod walisiske Duffy fredag aften. Helt åbenlyst et publikum, som kendte hendes hidtidige produktion. Og som var i stand til at istemme så godt som alle numre, da sangerinden først gik i gang.
Aftenen startede med support - en nordirsk solist, der klart havde kvaliteter. Men da Duffy selv kom på scenen, skete der noget helt særligt. Det blonde talent i de røde stiletter entrerede scenen med en vokal magtdemonstration af de helt usædvanlige.
Åbningsnummeret, Syrup & Honey, fungerer rigtig fint på cd’en Rockferry, men i liveudgaven på Frederiksberg blev det til intet mindre end en vokal magtdemonstration. Unge Duffy kom ind på scenen, sang balladen, akkompagneret af bare én guitar og overrumplede hele den store sal med en stemmepragt uden sidestykke, pauserede drillende for igen at tage fat og fortsætte med en kraft og kontrol, som syntes at efterlade salen i chok. Så imponerende var hendes optræden i de første minutter, at publikum blev ramt af noget nær tavshed.
Først da hun med numrene Rockferry og Hanging On Too Long lige som havde klargjort, at dét her var niveauet – at det her var tænkt som en aften med langt flere kalorier og langt større kraft end hendes i øvrigt sublime cd umiddelbart indikerede muligt – gav folk los. Og så gik den ellers derudad i kontakten - med den slendrende lyd af Motown fra scenen og det fascinerende syn af synkront koreograferede bevægelser på scenen.
De kvaliteter, Duffy udviste som sangerinde lå til gengæld niveauer højere end hendes kvaliteter som danser. En time hos en koreograf ville kunne betale sig.
De mindste fejl rytmisk, instrumentalt – de mindste eksperimenter ud i det uforudsigelige – affødte endda et element af usikkerhed og uklarhed i både sang og dans. Og dét var ærgerligt. For fejlene opstod naturligvis, men de skabte også en tøven. Hvor Duffy i de første numre havde virket, som var hun helt i kontrol – på et højt niveau – mistede hun både kontrol og højde i sidste halvdel af koncerten. Ikke desto mindre efterlod hun et indtryk af at være virkelig Serious.
http://gaffa.dk/anmeldelse/33096
ALMINDELIG SKØNHED. Lidt usikker på sine høje hæle, men med stemmen som en tiltrængt føntørrer med enorm kraft og varme på en våd aften, var Duffy et velsyngende og charmerende bekendtskab for et pænt lyttende og afventende publikum. Foto: - Se stort billede
Bodegaorkester ødelagde Duffys festDet walisiske stjernefrø imponerer med sin store stemme, men fik ikke meget hjælp af sine sløve musikere. Af Erik Jensen Lidt hurtig research på forhånd afslørede, at samtlige restauranter i nærheden af Falconersalen på Frederiksberg havde udsolgt i bordbestillinger denne sjaskvåde fredag aften. Årsagen til dette markante brud på finanskriseadfærd var ikke slagtilbud på spaghetti eller andre kulinariske varer, men derimod en 24-årig blondine fra den gode walisiske by Gwynedd. 100.000 solgte cd'er i DanmarkNavnet på den skønne pige, der ikke alene har lokket 100.000 danskere til at investere i hendes debutalbum, men nu også fik både talrige par og store venindeflokke til at trodse regnen og drage mod Frederiksberg, er Aimée Ann Duffy. I stram sort og lårkort kjole balancerede hun ikke alt for sikkert ind på scenen i sine røde stiletter kl. 21.20 i selskab med blot sig selv og en akustisk guitar. Rystende suveræntSå snart hun åbnede munden, var enhver usikkerhed borte. Det var, som om Duffy havde bestemt sig for med det samme at blæse regndråbernes våde spor væk fra sit publikums beklædning med en varm føntørrer af kolossal styrke i stemmen. Med imponerende, vibrerende pragt sang hun weekenden i gang med ’Syrup & Honey’. En nærmest rystende suveræn demonstration af sangtalentet allerede fra første færd. I det hele taget var det tydeligt, at Duffys selvtillid er vokset, siden hun sidste år som et af åbningsnavnene på Roskilde Festival famlede gevaldigt efter sin egen stil i det store, grønne telt. Læs anmeldelse:Duffy på Roskilde Festival 2008Nu indtog hun centrum med kokette kast med både mikrofon og den blonde manke og lidt mere sikre forsøg på at kommunikere med et stilfærdigt afventende publikum, der måske var blevet lidt for mætte på restauranterne i kvarteret eller forfrosne under himmelens fossende brusebad?
Ikke meget fest I hvert fald var der ikke meget feststemning over Falconer denne fredag, hvor Duffy og hendes ikke alt for livlige band så selv måtte sørge for at skabe atmosfæren. Det kneb en del for et rent ud skrevet kedeligt orkester og en sangerinde, der virkede en smule slidt og træt af en lang turne. Duffy virker stadig lidt usikker og let at ryste, hvis der spilles forkert. Men hendes insisteren på at være bare en almindelig pige uden divanykker var dog mest et plus på en regnvåd aften. En tur tilbage til 60'erneI lighed med kolleger og landsmænd fra de britiske øer som Amy Winehouse, Adele og James Hunter har Duffy taget en tur i tidsmaskinen tilbage til tresserne for at søge inspiration i et mix af Motowns og Staxs glade soul og datidens velsyngende pigegrupper. Resultatet var pænt og harmløst, men også afstemt og fint i nogle stramme, velsiddende sange på den unge sangerindes debut ’Rockferry’. Læs cd-anmeldelse:Duffy er mere end en kopimaskineDet blev sidste års bedst solgte album herhjemme, trukket i gang af megahittet ’Mercy’, som sluttede koncerten af. Angrebet af fællessangI spændet mellem netop den kolossale udfoldelse i ’Syrup & Honey’ og ’Mercy’ fik Duffy vist os sin styrke og sine svagheder. Sidstnævnte blev naturligvis angrebet af fællessang i Falconer, hvilket (heldigvis) druknede Duffys egen, noget matte præstation af sin nyklassiker og bandets jappede udgave af det ellers stramme, prægnante og saftspændte dansehit. Stemmen er en kolossal oplevelse, men som performer er der ikke meget at hente hos den bly Duffy, der fylder 25 år senere på måneden.
Holder sig til det forventeligeMed undtagelse af den forbløffende stemme, som for alvor kommer til sin ret live, holder hun sig desværre alt for ofte til at gøre det forventelige og ikke noget som helst andet på scenen. Vi fik hits som ’Warwick Avenue’, ’Rockferry’, ’Hanging On Too Long’, ’Serious’ og ’Rain On Your Parade’ uden andre overraskelser end, at det lidt for ofte så ud som om de to lige så blonde korsangere ikke brugte mikrofonerne, når man ellers kunne høre deres vokaler i salen. Ingen Celine Dion takEt lidt underligt fænomen ligesom brugen af vibrator på Duffys stemme forekom lidt overdrevet. Waliseren er netop ikke Celine Dion og har ikke udskiftet sin inderlighed med kvalmende, overspændt kommercialisme, så der er ingen grund til effektjageri.
Bovlamt bodegaorkesterSammen med det bovlamme bodegaorkester var det med til at give koncerten et fluffy præg af familievenlig pop uden bare antydning af kant. Lidt synd, når man som Duffy virkelig har stemmen, elegancen og udseendet til det helt store. Men stortalentet fra Gwynedd er værd at vente på, så det er en god ide at bestille bord, næste gang hendes suveræne vokal kommer på besøg igen. http://ibyen.dk/musik/koncert-beat/article731748.ece#laes  Kunstner Duffy Sted Falconer Salen Adresse Falkoner Alle 9, Frb. Dato Fredag. 12. juni klokken 20 Entré Koncerten er udsolgt.
Duffy forfører i Falconer SalenSangerinden Duffys Motown-inspirerede soul-pop viser både skrøbelighed og fuldt blæs. Af Jacob Bro Første gang man ser den walisiske sangerinde Duffy, er det næsten som at se Dusty Springfield for første gang. Man tænker: Hvad søren, er hun ikke sort? For som sit store forbillede fra 1960’erne har 24-årige Aimée Ann Duffy forført Storbritannien og resten af verden med en blåøjet fortolkning af den amerikanske soultradition. Vindpust i popstrømmenDer er således skamløse Motown-citater og masser af knas i rørmikrofonen, når Duffy tigger om nåde på hittet ’Mercy’. Alligevel transcenderer nummeret og resten af debutalbummet ’Rockferry’ tidsbilledet og kiler sig ind som et både støvet og frisk vindpust i popstrømmen. Albummet har da også givet den genrebeslægtede Amy Winehouse baghjul på flere hitlister, og debuten, der modtog en Brit Award for bedste hjemlige album, har solgt over fire millioner eksemplarer. Babydoll med rundsav i kantenSamtidig er Duffy den første walisiske pige på toppen af den britiske hitliste i 25 år. Duffys vokal har både nuttede babydoll-tendenser, en god portion skrøbelighed samt en lille rundsav i kanten og kan opleves fredag i sit rette element – på scenen. Her kan man både forvente fuldt blæs og Motown-pauker samt akustiske intermezzoer. Læs Erik Jensens anmeldelse af Duffy på Roskilde Festival 2008 
I Falconer Salen brændte Duffy aldrig igennem som performer og blev svigtet af sit backingband. Foto: Benjamin Kürstein, Polfoto
Duffy (Falconer Salen)
Af PETER SCHOLLERT
Offentliggjort 13.06.09 kl. 11:42
Walisiske Duffy er blevet en kæmpesællert. Men koncerten i Falconer Salen viste, at der er langt igen, før hun bliver en dygtig performer.
Falconer Salen, Frederiksberg:
Duffy,
fredag aften
Siden Duffy for godt et år siden udgav sit debutalbum, er hun vokset til at blive en sællert.
”Rockferry” har på verdensplan solgt mere end fem mio. stk.
I Storbritannien lå pladen i størstedelen af 2008 i toppen af salgslisterne, og herhjemme har den melodramatiske og soul- og balladeprægede udgivelse netop passeret et fantastisk flot salgstal på 100.000 stk.
Men Duffy er mere end en salgsmaskine.
Den 24-årige walisiske sanger har vundet prestigefyldte priser i bl.a. USA, Storbritannien og Danmark, og derfor var der grund til at forvente en forrygende finale i en udsolgt Falconer Salen.
Suppe, steg og is
I stedet blev koncerten lidt af en fuser, hvor størsteparten af publikum virkede, som om det kun var indstillet på at tage imod, og da showet efter blot en god times tid var forbi, lød der ingen højlydte protester.
På det store sceneareal var der masser af plads til to korpiger, der lignede kloninger af stjernen, men slet ikke havde hendes vokale pondus, og et suppe-, steg- og isband, der aldrig for alvor kunne præstere de soul- og funkarrangementer, som de blev betalt for at diske op med.
Der var således slet ikke den charme og groovy tyngde, som det var påkrævet i de mest dansevenlige momenter, og gruppen formåede heller ikke at sørge for, at sentimentale lyspunkter som ”Stepping Stone” og ”Distant Dreamer” gjorde væsen af sig som på albummet.
Dét er i de bedste stunder præget af opfindsomme, moderne produktioner, der aldrig skjuler slægtskabet med tidligere tiders soul og amerikanske pigepopgrupper som The Shangri-Las.
Drøm om at blive stjerne
Efter sigende voksede Duffy op med soulmusik, og i en barndom præget af svigt og omvæltninger søgte hun lykke og optimisme i en drøm om at blive stjerne.
Men når man turnerer med et band, der ikke kan svøbe en ind i stil og talent, er det allerede svært.
Ydermere var det tydeligt, at den lårkortklædte langhårede hovedperson ikke er født til at bevæge sig rundt på høje hæle. Hun var som performer mildest talt milevidt fra energibundtet Liza Minnelli, elegancen Barbra Streisand og provoen Grace Jones.
Derfor blev det med sin unikke kraftige hæse soulvokal, der må kunne få enhver vækkelsesprædikant til at spidse ører, at hun skulle overbevise. Men det var kun momentvis, at det lykkedes:
Hendes evner blev flot udstillet på ”Warwick Avenue”, hun gjorde også, hvad hun skulle på ”Stepping Stone”, mens hendes præstation på det fuldt fortjente monsterhit ”Mercy” var mere end godkendt.
Men flere gange fremstod sangstemmen slidt. Andre sange blev leveret som ren rutine.
Så hvis man håbede at blive overbevist om, at Duffy er en levedygtig stjerne, blev det danske show ikke bevisførelsen.
Relaterede artikler:
Duffy fremstår som en af tidens største succeser med høje salgstal og masser af hæder. Foto: Benjamin Kürstein
Ordinær Duffy
Succesfænomenet som dvask dilettant i Falconer Salen, hvor 63 minutter var rigeligt i selskab med pseudo-soulens svar på Katie Melua og Norah Jones 23:53 - 12. jun. 2009 | Thomas Treo
 Da Duffy gav sin første koncert på dansk grund under Roskilde Festivalens største teltdug i fjor, var det til at forstå, den kometagtige stjerne havde problemer med at lyse så stor en scene op så tidligt i karrieren, men her til aften i København var der ingen undskyldning for at virke endnu mere mat. Sidste sommer havde hun i det mindste både entusiasmen og et glimt i øjet, men begge var slukkede i udsolgte Falconer Salen, hvor Duffy lignede en, der hellere ville trave en tur i regnen hjemme i Gwynedd en mandag morgen uden paraply end stå foran 3.000 forventningsfulde danskere en fredag aften i tørvejr. På vej hen ad ’Warwick Avenue’ gjorde waliseren sig skyldig i at være for soul, hvad Katie Melua er for pop, og Norah Jones er for jazz, og ved at spille klassisk The Kinks, The Box Tops og James Brown over anlægget lige inden hun slentrede ind i rampelyset, kom hun til at udstille egne mangler yderligere. En sølle time
Duffy var blot på scenen i sølle 63 minutter, men det var såmænd også rigeligt, og når man nu kun har et tilforladeligt debutalbum på 38 minutter i bagagen, er det selvsagt et mindre problem for eksempel at leve op til landsmanden Tom Jones, der med en menneskealder på rygraden har underholdt samme sted tilsat en helt anden sans for showbusiness. Nemmere blev det ikke af, at Duffys blegnæbbede backingband havde flair for et funky groove som en cementblander danser ballet, og når man har solgt 6 millioner eksemplarer af ’Rockferry’, skulle man mene, der var råd til blæsere og måske endda strygere, der ikke kommer ud af en synthesizer. Billige tricks
Navnlig på baggrund af ’Mercy’ havde blondinen det mest solgte album herhjemme i 2008, og skiven står nu i 100.000 danske hjem, men selv hittet blev leveret uden det spændstige beat og kække hoftevrik, der har gjort Duffy til en glimtvis ganske charmerende og sympatisk eksponent for pasticher af 60’ernes gyldne toner fra Memphis, Motown og Muscle Shoals. Duffy forsøgte halvhjertet at fremmane en form for dragende sensualitet med sporadisk mikrofonsvingeri og lidt udfordrende kast med manken, men den snart 25-årige frøken fremstod egentlig som om, hun faktisk ikke troede på, at de billige tricks virkede inciterende. Selv stemmen var snarere skinger end skøn, og alt i alt mindede Duffy mere om en karaoke-sanger i et hjørne af landsbyens pub end en vordende diva på toppen af verden. http://ekstrabladet.dk/musik/koncert_anmeldelser/article1180852.ece 
|
|
|
|
|
|
|